moc.s1539675180eirts1539675180udni-1539675180ha@of1539675180ni1539675180

+45 75 57 70 00

AH Industries købt af ny, dansk direktør

02.02.2018

AH Industries A/S har fået nye ejere. Partnerne Kim Kronborg Christiansen og Adrian Roy Willets har købt selskabet af det tyske investeringsselskab AURELIUS Equity Opportunities SE & Co. KGaA.
Kim Kronborg Christiansen og Adrian Roy Willetts har begge over 10 års erfaringer fra vindenergiindustrien. Blandt andet fra ledende stillinger hos Vestas og Global Castings.

Ny administrerende direktør og ejerleder Kim Kronborg Christiansen kender allerede AH Industries fra flere vinkler:
”I årenes løb har jeg arbejdet med AH Industries som kunde, leverandør og konkurrent, og jeg har stor respekt for firmaet. Jeg har ledt efter en aktiv investeringsmulighed, og AH Industries har et lovende udviklingspotentiale med ben i flere brancher. Jeg ser meget frem til at tilføre virksomheden et stærkt, privat ejer- og lederskab efter klassisk, dansk model.
Min tilgang vil være meget skandinavisk: at stille de rigtige åbne spørgsmål til vores organisation og at skabe kortest mulig afstand mellem de engagerede medarbejdere i produktion, salg, ledelse med videre”.

Adrian Roy Willetts kender på forhånd AH Industries indefra gennem sin stilling som Chief Sales Officer under AURELIUS’ ejerskab:
”AH Industries har en unik international position. Baseret på stærke, danske værdier er selskabet tæt på sine kunder i Nordeuropa og kan desuden servicere såvel kinesiske som internationale kunder fra sine faciliteter i Kina.

Gennem det seneste år har AURELIUS med succes fokuseret AH Industries’ kerneforretninger – maskinbearbejdning og montage – og udvidet salgskanalerne via det tyske marked. Vi glæder os over et fortsat salgssamarbejde med AURELIUS, da udvikling af et stabilt kundegrundlag er det primære sigte, når vi samler kræfterne i AH Industries”, siger Adrian Roy Willetts.
Købssummen er fortrolig efter aftale mellem parterne.

Fakta:
AH Industries præcisionsbearbejder metalkomponenter og -moduler til vindmøller samt cement- og mineralindustrien fra prototype til færdig montage.
AH Industries har flere end 300 medarbejdere fordelt mellem fabrikker i Ribe, Horsens, Ningbo i Kina og selskabets hovedkontor i Vejle.
Kim Kronborg Christiansen er tidligere administrerende direktør hos Global Castings A/S 2013-16, Senior Vice President hos Vestas Manufacturing A/S 2007-13 og teknisk direktør hos Brdr. Hartmann A/S 2005-07.

Kommentarer lukket til AH Industries købt af ny, dansk direktør Corporate

Læs mere